Knud I. den Store Konge af Danmark ²⁸²

  Notater:

Knud I, næstældste søn af Svend I Tveskæg og dronning Gunhild. Født ca. 995. Død 12. november 1035 i Shaftesbury i Dorset, England, og begravet i domkirken i Winchester.

Knud I den Stores regeringstid:
Knud kaldes undertiden Knud II. Det skyldes, at man så regner Gorm den Gamles formodede far, Hardeknud, for den første Knud.
1016 havde han erobret hele England, og blev to år efter, ved broderen Haralds død, også dansk konge. I 1022 drog han på togt mod Venden, og førte 1026 krig mod Anund Jacob af Sverige og Olaf den Hellige af Norge. 1027 var han på en pilgrimsrejse til Rom, hvor den tyske kejser Konrad II netop kronedes af pave Johannes 19. Samme år blev Knud anerkendt som Skotlands lensherre, og året efter blev han hyldet som konge af Norge. 1035 løsrev Norge sig imidlertid atter, da norske stormænd indsatte Olaf den Helliges søn, Magnus, som konge. Knuds tilnavn, >den Store<, skyldes eftertiden. Han kaldes også >den Rige< (d.v.s. mægtige) og >Gamle-Knud<. I sin ungdom får han frem som en vild og blodig viking, men blev siden en stabil og dygtig konge, der regerede i nært samarbejde med kirken. Takket være hans datter, Gunhilds, trolovelse med den tyske kejsersøn, Henrik (III), blev Ejderen også fra tysk side officielt anerkendt som grænse mellem Danmark og Tyskland. Knud virkede mest i England og lod sine øvrige lande styre af jarler eller lydkonger. I Danmark skabte han det første velfungerende møntvæsen. Ved Knuds død brød det danske Nordsø-imperium atter sammen.

Knud blev gift med Emma de Normandie, datter af Richard I (the Fearless) Duc de Normandie og Gunnor, den 2 Jul. 1017. (Emma de Normandie blev født omkring 985 og døde den 6 Mar. 1052 i Winchester, Hampshire, England.)

Knud blev derefter gift med Elgfy.